Solhjul - Gives vartegn

Siden opførslen 12. maj 2015 er det 12 meter høje Solhjul blevet Give bys nye vartegn.

Solhjul Give

Solhjulet er udført af kunstneren Bo Karberg og er inspireret af et 5.000 år gammelt skivehjul fra sen-bondestenalderen, der blev fundet i Pilkmosen ved Give i 1948. Det er nu klassificeret som Europas ældste kendte hjul og befinder sig på Nationalmuseet. To kommende skulpturer er planlagt til at pryde to andre indfaldsveje til Give by. Skulpturby.dk modtog i 2009 Vejle Prisen for foreningens store indsats for at forskønne offentlige og private byrum i Give og gøre Give til en spændende by at bo og leve i.

Solhjulet kan ses af forbipasserende på motorvejen mellem Herning og Vejle. Hjulet står svagt hældende ind mod midten – 7 grader, og opnår derved en dynamisk effekt ”som kørte det rundt.” Inspireret af de gamle egehjul og Fibonacci, er der i midten af hjulet konstrueret et ”blomsteragtigt felt af svævende glasplader” i en gitterkonstruktion af rustfrit stål. Gitter-konstruktionen, der bærer glasset, har hentet sin inspiration fra glaspyramiden ved Louvre i Paris. »Solhjul« er skabt af kunstner Bo Karberg i samarbejde med lokale virksomheder.