Naturoplevelser nær Give

Gudenåens Udspring, Rørbæk Sø og Tinnet Krat er alle naturperler, der ligger tæt på Give.

Rørbæk Sø, Tinnet Krat og Gudeåens Udspring

Rørbæk Sø er beliggende tæt på Jyllands højderyg, hvor kilderne af landets to største åer - Skjernåen og Gudenåen - udspringer i samme dalstrøg med få hundrede meters afstand.

Rørbæk Sø er en udpræget langsø opstået i istiden. I søen findes bl.a. gedder, brasen og den sjældne søørred, og i efterårs- og vintermånederne samles mange svømme- og dykænder. Der er rådyr og kronvildt i området og vandet tiltrækker mange forskellige fuglearter som vandstær, isfugl og fiskeørn.

Gudenåen er Danmarks længste vandløb, og det nærmeste vi kommer en "rigtig" flod. 160 km bliver det til - fra udspringet i Tinnet Krat, og til åen bliver ét med Randers Fjord.