Paracyklister indtager DM

Fredag under DM i Landevejscykling er dedikeret til paracyklisterne. De skal kæmpe om DM-medaljer i enkeltstart og linjeløb, i mens interesserede kan lade sig inspirere og prøve kommunens nye håndcykler, som skal hjælpe flere ind i foreningslivet.

Anbefal denne side:
Paracykling indtager DM

Når startskuddet lyder fredag 18. juni, er det paracyklisternes tur. Det er første gang i 3 år, at DM i paracykling afvikles sammen med DCU og DM i Landevejscykling.

Derfor kan tilskuerne i Give se frem til at opleve cykling på topplan – uanset om det foregår på en almindelig cykel eller en håndcykel. Oveni det kan potentielle ryttere lade sig inspirere. 

I februar satte Parasportsrådet i Vejle Kommune 60.000 kr. af til en parapakke med specialbyggede cykler og et ambassadørkorps. De skal sammen med yderligere 60.000kroner fra Vejle Kommunes Tour de France-midler hjælpe flere mennesker med et handikap ind i cykelklubberne.

Den pakke kan tilskuerne se og afprøve på Torvet i Give på 2. dagen af DM i landevejscykling – og det giver god mening, ifølge formand for Parasportsrådet Tage Schmidt, som uddyber:

  • Cykling er en sport, hvor mange kan være med. Af den grund glæder jeg mig over, at DM i paracykling er en del af DM i landevejscykling i Give i år, for måske rytterne kan inspirere andre, som gerne vil prøve kræfter med paracyklingen. Det er også årsagen til, at vi vil vise parapakken frem om fredagen.

Paracykler står klar

En foreningsanalyse viste i foråret, at 71% ud af 150 foreninger er klar til eller kun oplever få barrierer for at åbne for mennesker med et handikap. Derfor håber Tage Schmidt, at DM i paracykling og parapakken kan inspirere cykelklubber og potentielle paracyklister.

Skulle der netop være interesserede, så er paracyklerne da også klar. Det påpeger sundhedskonsulent i Vejle Kommune Lars Ulrik, som forklarer:

  • DM i Paracykling er en mulighed for at for at få syn for, hvordan paracykling kan være en del af en etableret cykelklub med nogle få hjælpeindsatser. Potentielle ryttere er derfor velkommen til at kontakte mig bagefter. Paracyklerne, som lånes ud, er en del af en ”kom-i-gang” pakke, og vi hjælper gerne med kontakt til klub og ambassadør, så det bliver så let som muligt at komme i gang.

Programmet for fredag byder på enkeltstart klokken 11, mens linjeløbet er klokken 14.30. Præmieoverrækkelse finder sted kl. 16. 30 på Torvet i Give, hvor Parasportsrådet er med til at overrække dem.